Ja. Jeg ved godt, at det her indlæg er ufattelig langt. Men sådan er det med aha-oplevelser, der ryster dig en smule og får ting til at give mening. Det er okay, hvis du springer over eller kun skimmer. Mit ego kan (næsten) klare det. Men ellers….det er påske, du har fri, grib en kop kaffe eller te, gnid øjenene og spids tålmodigheden.
I går brugte jeg pænt lang tid på at Google “introverts/extroverts at the gym”. Først Googlede jeg dog “introvert and crossfit”. Min skærm blev fyldt med artikler, undersøgelser og blogindlæg om, hvordan din og min personlighed spiller en rolle i forhold til, hvilken træningsform eller sport, vi dyrker og naturligt tiltrækkes af. Der var endda guider til at vælge den rette træningsform efter personlighedstype – især med fokus på, om du er introvert eller ekstrovert.
Mens min kaffe blev kold, sad jeg og fik den vilde aha-oplevelse.
Ganske videnskabeligt og seriøst har man forsøgt at klarlægge forholdet mellem personlighedstyper og træningsformer. Mere specifikt:
- antallet af pauser under træning
- hvor hurtigt en ny øvelse eller teknik indlæres
- behovet for motivation og vejledning fra en træner
- tilrettelæggelse af træningstimen
- hyggigheden af træningspas
- indretningen af træningsmiljøet (størrelse på hold, stemning, støj med mere).
“Extroverts need a party environment and a fast pace, a frequent change in movements and difficulty with frequent breaks because after a short break the quality of an extroverts performance improves. They like to workout in a large group and enjoy teamwork. These people respond well to decisive commands. A cheering environment is what they respond well to in a competition atmosphere.” (Czajkowski 1996)
“Introverts prefer a steady pace; and need to repeat and practice a movement for an extended period of time, precisely, without changing it often and with very minimal breaks. They learn best with analytic approach and coaching style. Working out alone is where they thrive. Before and between performances, they need to concentrate alone.” (Czajkowski 1996)
Hey, men stop nu lige….introvert og ekstrovert, hvad er det?
Forskellen på introverte og ekstroverte
Det at være introvert eller ekstrovert stikker dybere end: “hun er snakkesaglig” eller “hun er genert”. Faktisk har de to karaktertræk ikke nødvendigvis noget med introverte/ekstroverte at gøre, selvom førstnævnte ofte er tlbageholdende og sidstnævnte typisk er snakkesaglige.
At være introvert eller ekstrovert handler om, hvor du får din energi fra.
Er du introvert, henter du din energi indefra. Du lader op ved at være alene eller sammen med få nære venner. Du bliver udmattet af være i kontakt med mange forskellige mennesker i et støjende eller proppet lokale. Det betyder ikke, at introverte ikke kan feste, men det foregår i begrænsede doser, og de har typisk brug for at koble af alene bagefter og fordøje de mange indtryk.
Er du ekstrovert, henter du din energi udefra. Du lader op ved at være i situationer, hvor der er masser af liv, mennesker, bevægelse og samtale. Ekstroverte fester hele natten, og har de brug for at koble af alene dagen efter, er det ikke fordi, de har fået for mange indtryk, men nærmere for meget at drikke.
Anna Skyggebjerg, der netop har udgivet bogen “Introvert – stå ved dig selv”, har en fin beskrivelse af introverte og ekstroverte på sin blog.
“Introverte er naturligt stille. Vi tænker, før vi taler. Vi lytter mere, end vi taler. Vi er gode til at fordybe os, arbejde selvstændigt og koncentreret. Og vi er nogle, for hvem det er et rigt indre liv, der giver størst livskvalitet. For en ekstrovert er det et rigt socialt liv, der giver størst livskvalitet. Ekstroverte er mere talende, hurtige, kan lide at være på og tænker bedst, mens de kommunikerer med andre (læs: de snakker, inden de har tænkt sig om!).”
Billede fra: Marketing Minutes
Det er vigtigt at understrege, at mennesker er mere komplicerede end: “100 procent introvert eller ekstrovert”. Mange af os har en overvægt af introvert eller ekstrovert i os, mens ligeså mange andre er en blanding af de to modpoler, hvor blandingsforholdet veksler.
Den stille pige i klassen
Når jeg læser ovenstående beskrivelser af, hvordan introverte og ekstroverte er og foretrækker at træne, ser jeg primært mig selv i beskrivelserne, der handler om introverte.
Jeg er nemlig introvert. Det gik rigtig op for mig, da jeg ved et tilfælde sidste år så et foredrag med Susan Cain, forfatter til bogen “Quiet – the power of introverts”. “Hold da helt kæft, hvad er det her?”, tænkte jeg og begyndte at Google.
Før jeg fandt ud af, at det, jeg er, kaldes introvert, har mange forskellige mennesker proppet mig i ligeså mange forskellige kasser.
Genert, arrogant, reserveret, stille, afvisende, selvoptaget, hæmmet, asocial og ja, indadvendt.
Mærkatet “stille” har fulgt mig som en skygge, så længe jeg husker. Ikke “stille – okay”, men “stille – et problem”.
I folkeskolen handlede alle forældremøder om, at jeg var dygtig, men skulle sige mere i timerne.
I gymnasiet sendte min tysklærer mig på et selvtillidskursus, hvor jeg blandt andet skulle lave en liste over 10 ting, jeg var god til og læse den højt. Jeg skulle også improvisere en god historie på stedet og fortælle den til holdet. Kulminationen på kurset kom, da vi alle blev samlet i gymnastiksalen og på skift skulle trampe i gulvet, træde frem og råbe vores navn. “Jeg hedder Lisbeth”, brølede jeg. Og trampede.
Sagde jeg mere i timerne efter kurset? Nej.
I dag føler jeg stadig i mange situationer, jeg er den stille pige i klassen, der bør sige mere i timerne. Også i træningscentret.
Billede fra: Introvert Problems
Træning for introverte og ekstroverte
I følge denne artikel og guide fra Live Lighter er nogle træningsformer bedre gearet til dig alt efter, hvilken personlighed du har.
Ekstroverte:
- kan lide holdsport – gerne store hold med mange og skiftende holdmedlemmer
- tager altid en ven med i fitness-centret, hvis de skal træne alene, da de hurtigt keder sig
- foretrækker holdtræning i fitness-centret – gerne tempofyldte timer med høj musik og mange deltagere
- løber helst på hold eller i en klub
- keder sig til yoga-timerne på grund af de langsomme bevægelser, afdæmpede stemning og behovet for dyb koncentration
Introverte:
- kan godt dyrke holdsport, men foretrækker et lille fasttømret hold, hvor sammenholdet er tæt og personligt
- foretrækker mindre træningscentre med flere lokaler og et overskueligt og afdæmpet miljø
- er gode til at træne alene, da det giver mulighed for at fordybe sig i program og teknik
- løber helst alene og i naturen
- kobler af til yoga-timerne og nyder roen, fordybelsen og den mindre kontakt til de andre på holdet.
Det er selvfølgelig generelle retningslinjer, og nogle introverte vil ikke genkende sig selv i alle punkter, mens det samme gør sig gældende for ekstroverte. Især hvis du bevæger dig frem og tilbage mellem de to personlighedstyper, kan der være sammenfald.
Mentale crossfit-hurdler
Når jeg læser om introverte, ekstroverte og træning, undrer jeg mig over, at jeg dyrker crossfit. Da jeg i 2010 mødte op til min første introtime, vidste jeg godt, at jeg ville blive presset fysisk. Det, der overraskede mig og endte med at dominere mine fremtidige træningstimer, var, hvor mentalt krævende crossfit er for min personlighed.
Jeg har ikke crossfittet regelmæssigt siden 2010. Så ville min krop føles og se noget anderledes ud, end den gør pt. Jeg har dyrket crossfit i perioder. I begyndelsen var jeg okay aktiv og stabil i min træning. Men så blev det mentale element så stor en hurdle, at jeg måtte sætte mit medlemsskab i bero. Til sidst holdte jeg mere pause, end jeg trænede.
Crossfit drænede mig i stedet for at oplade. Jeg begyndte at spekulere, analysere, planlægge og bekymre mig før HVER ENESTE TIME. Efterhånden følte jeg, jeg knoklede mere udenfor end inde i træningscentret.
Jeg brugte krudt på at forberede mig strategisk til en WOD, jeg ikke kendte på forhånd. Jeg opstillede scenarier i hovedet for, hvor god eller forfærdelig træningen ville være alt efter, hvad vi skulle lave. Strategier for hvordan jeg skulle komme sikkert igennem. Jeg bekymrede mig over at være den langsomme, den med dårlig teknik, den der ikke kunne gennemføre, den der ikke havde en makker, den der trak holdet ned i stafet, den der fejlede.
En måned tvang jeg mig selv afsted tre gange om ugen i håbet om, at det kunne “afrette” mig. “Gøre mig normal”. “Gøre mig passioneret”. Det hjalp intet, men beviste bare, at jeg er stædig og viljestærk.
Jeg følte mig meget alene og mærkelig i hele den periode. Når jeg forsøgte at tale med andre crossfittere om mit problem, forstod de til et punkt, hvorefter jeg kunne se, at det blev for intenst for dem. Alle omkring mig lovpriste crossfit som det bedste, der var sket for dem. De kunne ikke vente til næste WOD. Jeg forsøgte at imitere deres begejstring og ignorere, at crossfit var svært for mig. At jeg ikke glædede mig.
Selvom jeg aldrig har fortrudt en crossfit-træning og altid har forladt centret i godt humør, så mistede jeg stille og roligt passionen. Jeg begyndte at kigge mig om efter andre træningsformer.
Derfor blev jeg igen overrasket, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne slippe crossfit. Selvom jeg ikke selv trænede, blev jeg ved med at nørde crossfit. Læste artikler, fulgte konkurrencer, så videoer, smugøvede mig på teknik, snakkede om crossfit med venner, følte mig som en crossfitter der bare havde brug for et lille pusterum.
Jeg blev klar over, at jeg skulle tilbage. Måske på en anden måde og et andet niveau, men jeg skulle crossfitte igen. Kort tid efter meldte jeg mig til rekrutforløbet i Captain’s Gym.
Den introverte crossfitter
Under den lange periode hvor jeg baksede mentalt med crossfit, troede jeg, det var fordi, jeg var genert og havde dårlig selvtillid. Som den stille pige har jeg altid fået at vide, at jeg skulle tro mere på mig selv.
Den aha-oplevelse, der ramte mig i går, er, at jeg tror, crossfit fremprovokerede nogle mentale hurdler, som bunder i, at jeg er introvert. Og jeg tror, at noget af årsagen til, jeg tiltrækkes af crossfit, er, at det udfordrer mig som introvert, samtidig med at jeg har dele af ekstrovert i mig, der vil og semi-trives i det aggressive, maskuline, rå, larmende og tempofyldte miljø.
Hvis jeg kigger på beskrivelsen af, hvordan introverte foretrækker at træne og blive trænet, giver mine oplevelser med crossfit, og hvordan jeg har det under en WOD, så meget mere mening. Jeg:
- hader chippere (lang WOD, mange gentagelser, mange forskellige øvelser)
- elsker AMRAP’s (kan selv sætte tempoet, styre pauser og intensitet), men kan ikke lide WOD’s på tid
- hader stafetter eller team-WOD’s, hvor andre er afhængige af min indsats
- foretrækker små hold med genkendelige ansigter
- trives ved og nyder enkle, overskuelige WOD’s
- er helt i mit es, når der er tunge løft på programmet
- skal vide på forhånd, hvad vi skal lave
- hader, når træneren siger: “find sammen to og to”, når jeg ingen kender på holdet
- (undskyld, det her lyder vildt asocialt) foretrækker at løfte vægte alene eller med en, jeg kender godt. En makker er kun nødvendig for mig som spotter. Jeg orker ikke at skulle smalltalke overfladisk mellem løft
- har det bedst, når alle på holdet arbejder ved hver deres station eller vægtstativ, og det er træneren, der står for at korrigere og motivere
- elsker high fives, motiverende tilråb, sammenhold og stemning (i kontrollerede mængder), men jeg tager ikke initiativ til det.
- hader at have tilskuere
- kan ikke lide, at andre ser, jeg er dårlig til en øvelse
- er meget koncentreret under instruktion og teknikdel
- har svært ved personlig træning
- har svært ved at knokle fysisk og tænke logisk samtidig
- skriver altid ned og går op i, hvad hvor meget jeg løfter, hvad vi lavede, mine tider, skaleringer og følelser (hvis du læser mine træningsindlæg, ved du det).
- bliver hurtigt træt af larmende, højlydte mennesker, men savner ofte, at en træner råber mere ad mig
- står altid bagerst i salen eller ude i siden. Aldrig forrest
- får energi af og præsterer bedre, hvis der er høj musik
- savner tit det sociale sammenhold
- foretrækker, at gå ind, træne, gå igen med ingen menneskelig kontakt udover træneren.
Når jeg ser på min liste, er det tydeligt, at jeg har ekstroverte træk i mig i forhold til træning, men at jeg ER introvert. Der er flere selvmodsigende punkter.
Det, der virkelig har været en øjenåbner, er, at mine mentale problemer med crossfit ikke nødvendigvis skyldes, at jeg er stille, genert eller har dårlig selvtillid. Mange af mine hurdler popper op, når jeg mister overblik, skal lægge en hurtig strategi for en WOD på stedet, ikke får tid til at tænke over og planlægge, hvor meget vægt jeg skal have på stangen, eller hvordan jeg bedst skalerer en øvelse. Jeg interesserer mig ikke for at konkurrere (men gør det alligevel), jeg stresser, når uret tikker ned, og jeg forfalder til mantraet: “det klarer jeg aldrig/det kan jeg ikke”, så snart jeg står overfor en lang WOD. Ikke nødvendigvis fordi jeg ikke tror, jeg kan, men fordi jeg ikke har tid til at fordøje, hvad jeg skal igennem. Jeg elsker de tunge løft, fordi der er få gentagelser, der er god tid, og jeg kan fordybe mig i teknik, vægt, langsomme progressioner og langsigtede mål.
Billede fra: Celtic Crossfit
Under rekrutforløbet har jeg bemærket, at mine tidligere voldsomme mentale benspænd til træning, er enten ikke-eksisterende eller sjældne. Hvorfor? Min teori er, at vi er et lille hold på otte, vi kører et fast struktur til træning, vi har de samme to trænere, jeg ved, hvad der skal ske hver gang pånær vores finisher og teknikdel, jeg er tryg nok til at turde fejle og være sidst færdig. Nåh ja, og så er der ingen stafetter eller løb til opvarmning!
Efter kun få uger som rekrut kom min passion for crossfit (læs: især styrkeløft, OL-løft og kettlebells) tilbage for fuld kraft. Måske endda med større kraft end nogensinde før.
Jeg siger ikke, at fordi jeg har trukket en tråd mellem det at være introvert og have mentale hurdler i forbindelse med træning, så er alle mine problemer løst. Jeg mærker stadig, at de mentale hurdler lige rykker lidt på sig. Jeg tror næppe, at tre måneder i Captain’s Gym kan opbløde mine indre knuder helt, og jeg forventer, at hurdlerne dukker op igen, når jeg snart skal tilbage i Crossfit Copenhagen og træner blandt fremmede og skiftede ansigter.
Jeg har dog fået en dybere forståelse for, hvilke mentale udfordringer crossfit giver mig, og hvad jeg måske kan gøre for at dæmpe eller på sigt fjerne dem. Jeg vil forsøge mig med en strategi, som jeg vender tilbage til, når jeg har fået den ned på papir.
Det at finde den perfekte træningsform handler i den grad om, hvad der motiverer og udfordrer dig, hvad der er sjovt, og hvad du simpelthen ikke kan slippe eller holde dig fra. Der findes sikkert ekstroverte, som elsker yoga, fordi det er et modspil til deres udfarende, livlige hverdag, mens nogle introverte måske dyrker en aggressiv holdsport, fordi det tvinger dem ud af deres comfort zone og udfordrer dem mentalt. Det er bestemt ikke sort og hvidt, jeg kan fx godt lide spinning, som ifølge min personlighed burde frastøde mig en hel del, og jeg synes umiddelbart, at yoga, meditation og løbeture i naturen lyder temmelig kedeligt.
Tænker du din personlighed ind i valg af træningsform? Har du droppet en træningsform, fordi den ikke matchede, den du er? Har træning nogensinde prikket til eller rystet dig mentalt? Du er meget velkommen til at dele dine erfaringer og tanker – også selvom du kun har læst et afsnit af ovenstående smøre. 
“How can I let the introvert in my life know that I support him and respect his choice? First, recognize that it’s not a choice. It’s not a lifestyle. It’s an orientation. Second, when you see an introvert lost in thought, don’t say “What’s the matter?” or “Are you all right?”. Third, don’t say anything else, either.” – Jonathan Rauch.
